Hvor god er du til at møde nye mennesker?

… På din hjemmeside, altså?

Ret god, håber jeg.

For det er svært at redde et dårligt førstehåndsindtryk.

Og nærmest brænde sig fast i hukommelsen

… som et ultra-slatne håndtryk
… Eller hende der var komplet over-dressed til fødselsdagen.

Et af de steder, hvor mange møder dig første gang (eller relativt hurtigt) er din om-side. Faktisk, er den oftest en af de allermest besøgte sider på enhver hjemmeside.

Her kan du se, hvad der sker, når man Googler mit navn (i inkognito):

 

 

Og resultatet er ca. det sammen, når man Googler mit firmanavn.

I begge tilfælde dukker min om-side op lige under forsiden.

Derfor er den vigtig,

Da jeg startede ud som tekstforfatter for mere end 4 år siden, ville jeg gerne vise alle, hvor kreativ jeg var med mine ord.

Derfor kunne jeg da heller ikke have siddende på mig, at min om-side skulle hedde noget så kedeligt som “Om mig”.

Så jeg kaldte den “bag tasterne”.

Det syntes jeg selv, var ret kreativt.

Desværre var det bare ikke særlig logisk. Og folk havde derfor svært ved at gennemskue, at det var der, de skulle kigge, hvis de gerne ville vide mere om, hvordan jeg kunne hjælpe dem.

Google har det på samme måde.

Derfor er det vigtigt, at du, ganske simpelt, kalder siden for “om mig” eller “om os” eller endnu bedre: “om [dit navn]. For det er til at forstå. På den måde hjælper du både dine læsere og den søgemaskine, der gerne skal være din bedste ven.

 

 

Din om-side skal sælge dig, men…

De seneste par år er jeg stødt på mange, der synes, at det er svært og lidt grænseoverskridende at skrive en side om dem selv.

Mest fordi de synes, det er svært at sælge sig selv og egentlig slet ikke kan lide at skrive en masse personlige ting.

Til det er der et par gode nyheder:

  • En om-side skal ikke være voldsomt selvpromoverende
  • Den skal handle meget lidt om dig og meget mere om, hvad du hjælper dine kunder med.

Det gælder nemlig på ingen måde om at få dig hævet højt over dine læsere – tværtimod.

Det gælder om at være i øjenhøjde, om at finde de ting, I har tilfælles og så gælder det om at få dine læsere til at synes om dig og skabe troværdighed.

For mennesker siger ja til dem, de kender og kan lide. Det er derfor, din mor sikkert stadig kan grave et par Tupperware-skåle frem fra skabene. Hun købte dem ikke, fordi hun ikke kunne leve uden skålene, men fordi hun kunne lide den person, der holdt party og gerne ville hjælpe hende.

Jeg ved ikke, hvor mange der dukker op, hvis du bestemmer dig for at holde party i din forretning, men inden du begynder at planlægge køb af pindemadder og plastiktallerkner i lange baner, så overvej lige at bruge energien på at få lavet en vildt god om-side i stedet.

 

Kom på bølgelængde: De vigtigste tips

Når du sidder overfor et andet menneske, kan du læse personens kropssprog for at fornemme, om I er på bølgelængde. Det er en stor hjælp, som jeg altid bruger, når jeg coacher nogen på deres liv og karriere.

Først og fremmest handler det om at få skabt såkaldt rapport. Det betyder i bund og grund, at vores kropssprog bliver tunet ind på hinandens, så vi spejler hinanden:

Når vi sætter os ned i hver vores stol, sidder vi forskelligt. Jeg begynder stille og roligt at stille nogle spørgsmål, der bryder isen og tager samtalen et spadestik dybere.
Og langsomt (eller meget hurtigt nogle gange – det varierer meget) begynder vi at sidde på samme måde. Hvis du prøver at lægge mærke til det, vil du opleve, at det sker i enhver fortrolig samtale du har med en anden.

Det er ikke sikkert, I sidder 100% på samme måde. Men det kan være, at du lægger mærke til, at I begge har benene over kors, at I begge hviler hænderne på lårene på lidt samme måde, at I begge sidder lænet fremad eller noget helt femte.

Rapport kan også opstå i stemmeleje og hastigheden I taler med.

Online kan du måle bounce rate, besøgstid, hvilke sider der bliver læst og klikket på og så selvfølgelig hvor mange af dine besøgende der bliver til læsere på dit nyhedsbrev. Og meget mere.

Men det er umuligt at se, hvordan din læser ser ud, når han eller hun læser noget på din side.

Derfor er det endnu vigtigere, at du kender din målgrupper særdeles godt.

(Det kræver et helt blogindlæg for sig…)

Her får du de tre vigtigste tips til en bedre om-side:

 

 

3 Konkrete tips til om-siden

For at gøre det hele lidt mere overskueligt og lettere, vil jeg invitere dig en smuttur med på bar:

 

1) To mennesker går ind på en bar

.. Den ene af dem er dig. Den anden er en person, du skal snakke med. Lad os kalde ham Preben.

Du kender ham ikke i forvejen.

I sætter jeg godt til rette på de sorte barstole og bestiller to kaffe latte.

Du spørger venlig Preben, hvad han laver til dagligt. Og så tager samtalen eller fart – fra Prebens side. Den næste time taler Preben udelukkende om sit arbejde, sine børn, sin ex-kone, sit sommerhus og sine boliglån.

De få gange, du får et par ord indført, får Preben hurtigt drejet samtalen tilbage på sig selv med et:

“… ja, det kender jeg godt fra mig selv… Det var ligesom dengang hvor jeg…”

Og så fortsætter han ellers.

Hvordan har du det efter en halv time på barstolen?

Tja, hvis du ikke allerede har fundet på en undskyldning om, at du har glemt at fodre din fiktive kat og er smuttet… Så har du nok som minimum kigget på klokken et par gange og taget dig selv i at lade tankerne få frit løb i en anden retning end Prebens.

For der er altså ikke meget, der er værre end at tale med en, der sket ikke er interesseret i dig.

Hint til din om-side:
Du skal ikke skrive stolpe op og stolpe ned om dig selv. I stedet skal du tænke på dine læsere og skrive om, hvad du kan gøre for dem.

Hvem hjælper du med hvad?
Hvorfor skal de vælge dig? (hvad får de ud af det i forhold til at vælge en anden)
Hvad tror du på? Her kan du fange jeres fælles visioner

 

2) Det sagde han også i går

Mens I sidder der i baren kan du godt mærke, at Preben prøver at imponere dig. Han fortæller flere gange om ting, som han synes, han er rigtig god til.

“Jeg er vildt dygtig til at hjælpe andre med at drive forretning”, siger han

“Og så er jeg rigtig god til at fiske”, fortsætter han.

Du sidder og knuger koppen med din efterhånden lunkne latte og tænker:

“Tjaaa, det er da muligt, at du er det… meeeen”

Hint til din om-side:
I stedet for at fortælle en masse om, hvor dygtig og erfaren du er, så få andre til at sige det for dig. Det kan du gøre gennem testimonials fra tidligere kunder. Det er langt mere troværdigt, når ordene kommer fra nogen, du har hjulpet, end fra dig selv.

 

3) Skal vi ses igen?

Da kaffekopperne er tomme, bliver der lidt stille. I havde egentlig aftalt, at I ville tilbringe to timer sammen, men ingen af jeg foreslår, at I går et andet sted hen eller at I snupper en kom mere.

Du rækker høfligt hånden frem og trykker Prebens hånd.

De eneste ord I udveksler er “tak for i dag” og så går i hvert til sit igen.

Hint til din om-side:
Hvis du vil forlænge en persons besøg på din side (og det vil du altid gerne) eller være sikker på, at I holder kontakten, er du nødt til at guide din læser videre eller at spørge, om I skal ses igen og udveksle kontaktinformationer.

Derfor skal din om-side have et klart og tydeligt call to action. Det kan f.eks. være, at læseren tilmelder sig dit nyhedsbrev. Det kan også være at du beder læseren om at kontakte dig eller om at gå videre til en anden udvalgt side.

Du har gode muligheder for at guide din læsers handling, når de når til bunden af din om-side. Den mulighed skal du gribe.

 

Ja, det skal også handle om dig

Din personlige historie må hellere end gerne være en del af din om-side. Den skal bare ikke være en altoverskyggende del eller stå som noget af det første.

Mange af mine kunder sælger de ydelser, de gør, på grund af deres personlige historie. Det betyder, at den er væsentlig at kende for læserne.

Astrid Haug er tidligere forperson for Dansk Kommunikationsforening og hjælper i dag virksomheder med at navigere i den digitale verden. Hun har udviklet en model, der hedder “værditrappen”. Den er egentlig skabt til at udvikle indhold til sociale medier, men kan fint overføres til indholdet på din om-side. http://astridhaug.dk/hvilken-vaerdi-giver-du-kunderne/

Her er modellen:

 

 

Når du fortæller din egen personlige historie, er du formentlig på niveau 2. Du kan dog løfte din personlige beretning op på niveau 3, hvis du fletter ind, hvad du brænder for.

Det kan du f.eks. gøre ved at fortælle dine læsere, hvorfor du laver det, du laver. Det er nemlig her på niveau 3, at din tekst går fra at være afsenderrettet til at være netværksorienteret.

Og det er noget, dine læsere kan mærke.

Dit “why”, som man kalder det, er også et stærkt udgangspunkt for den værdisætning, der skal stå øverst på din om-side, så nye læsere lynhurtigt kan afkode, hvad du kan hjælpe dem med.

Alternativt kan du også lægge ud med en lettere provokerende eller tankevækkende statement fra din branche eller et spørgsmål, der pirrer dine læseres nysgerrighed.

 

Vær konkret

Verden har ikke brug for flere virksomheder, der skriver at de har “fremragende kundeservice” eller er “meget professionelle”.

Det er nemlig så tilpas slidte fraser, at de har mistet alt betydning.

Verden har i stedet brug for virksomheder, der “svarer på alle mails inden for 24 timer” og som altid overholder de budgetter, der er blevet lagt i samarbejde med kunden.

Hvis du er soloselvstændig kan uddrag af dit CV fungere godt til at vise, at du har de rigtige erfaringer til at løfte opgaven. Det holder meget bedre end bare at skrive, at du har meget erfaring. I gamle dage kaldte man det show, don’t tell – og det holder stadig i stor stil.

 

Smil til fotografen

Ingen om-side uden et billede af dig. Der er ikke noget at diskutere her. For det skaber i den grad både troværdighed, tryghed og genkendelse for læseren, når man kan se, hvem der har siddet bag tasterne og hvem der muligvis skal hjælpe dem videre.

Du skal i det hele taget ikke være bange for at vise personlighed på din om-side. Brug ord som du også bruger i daglig tale. Det adskiller dig fra dine konkurrenter og skaber genkendelse, når folk taler med din personligt, hvis du er god til det og er vedholdende.

Hvis du synes, det er svært at finde ud af, hvad du skal skrive om dig selv i de lidt mere personlige afsnit, så prøv at skrive lidt om, hvad der ikke er dig.

F.eks: “Du vil aldrig kunne se mig i spidse støvler og stram blazer”.
Eller: “Selvom jeg har travlt vil du aldrig finde mig alene ved mit skrivebord til frokost ved siden af en halvkold pastaret”.

Læg mærke til, at personligt og privat er to forskellige ting. Jeg foretrækker selv at holde mig til at være personlig uden at være privat, når jeg skriver i min virksomhed. Hvor den grænse går, er det kun dig selv, der ved.

I forhold til sidens design, kan godt lide et simpelt set-up. Når det er sagt, er det ikke sikkert, at det er den bedste løsning for dig. Der er kun én måde at finde ud af, hvad der virker. Og det er ved at teste det.

Hvis du vil have god inspiration til at sætte din om-side flot op, giver Canva 50 bud på design af om-sider

Hvis du ikke kender Canva i forvejen, vil jeg anbefale dig at tjekke det ud. De gør det nemmere end nemt at designe dine egne billeder til dine sociale medier og lignende.

Vil du have mange flere skrive-tips?

Så kan du kvit og frit hente mit 7-dages skrivekursus: Skriv sælgende tekster: 7 ting du skal have styr på.